Ovenstående besked har Rebild Kommune fået fra staten og Region Nordjylland. - Til gengæld får nærbanens tog flere stop og udvides til Hobro.

Af: Jacob Søndergaard,  lokaljournalist

 

REBILD: Fra 2026 bliver det teknisk muligt at udvide den Aalborg Nærbanes togdrift til Hobro. I dag er Skørping sydlig endestation for regionaltoget på Aalborg Nærbane.

Staten har samtidig et ønske om at reducere køretiden og stiller derfor som krav, at en forlængelse af regionaltog til Hobro, skal medføre færre stop med IC-tog på samme strækning. Det betyder for Rebild Kommune at al togdrift i Skørping og Støvring overgår til regionaltog og at togkørsel ud af regionen vil medføre skift fra regional- til fjerntog i Hobro eller Aalborg.

Region Nordjylland har udarbejdet en analyse af konsekvenserne af togændringerne i relation til passagerer, tekniske forhold, driftsøkonomi og samfundsøkonomi.

Regionens udvalg for Regional Udvikling og Innovation gav i december sin administration mandat til at indlede forhandling med Transportministeren om vilkår for udvidelse af togdriften fra Skørping til Hobro.

Kortere rejsetid er målet

Det blev i 2017 besluttet at køre efter midlertidig køreplan frem til 2026, hvor nyt signalsystem skal være fuldt implementeret. En midlertidig køreplan har betydet, at DSB fortsat betjener både Støvring og Skørping stationer, selv om Transportministeriet i den oprindeligt vedtagne køreplan havde besluttet, at IC-tog fremover ikke skulle stoppe i Støvring. Den midlertidige køreplan skal fra 2026 erstattes af den oprindelige køreplan eller en ny køreplan ved eventuel forlængelse af Aalborg Nærbane til Hobro.

Transportministeriet har sideløbende arbejdet på at reducere køretiden mellem København og Aalborg, hvilket bl.a. ønskes opnået ved at IC-tog ikke skal have stop på strækningen mellem Hobro og Aalborg. Stationerne i Rebild Kommune vil således ikke have togbetjening med IC-tog.

Region Nordjylland har udarbejdet en analyse med henblik på at se på mulighederne for at forlænge nærbanens togdrift til Hobro - og med en statslig præmis om, at IC-tog ikke længere betjener stationerne i Skørping og Støvring. Analysen har beskrevet 4 forskellige scenarier for den fremtidige togdrift.

Kun 3–4 procent rejser ud af regionen fra Støvring og Skørping

I materialet fra Region Nordjylland fremgår det bl.a., at:

Togrejser fra Skørping: 

Der rejste 65.766 passagerer inden for regionen mod 2.597 ud af regionen i 2022, hvilket svarer til hhv. 96,2% mod 3,8%.

Togrejser fra Støvring: 

Der rejste 58.608 passagerer inden for regionen mod 1.676 ud af regionen i 2022, hvilket svarer til hhv. 97,2% mod 2,8%.

Økonomi 

Region Nordjylland finansierer den regionale togdrift. Der er en klar samfundsøkonomisk gevinst ved alle fire beskrevne scenarier (10 til 19 mio. kr på årsbasis). Der er en mindre besparelse for DSB på årsbasis (mellem 3,9 og 8,6 mio. kr). Der er en større omkostning for Region Nordjylland  på årsbasis (mellem ÷8,2 og ÷14,0 mio kr).

Der er i øvrigt en række tekniske udfordringer, som skal undersøges, afhængig af model.

Succes for regionaltogene i Nordjylland

I et notat fra Region Nordjylland fremgår det, at der generelt i regionen har være succes med at tilknytte flere passagerer til hhv. Skagensbanen, Hirtshalsbanen og Aalborg Nærbane (Aalborg-Skørping). Der er således i dag flere rejsende end før corona pandemien.

Rebild Kommune ønsker dialog

Såvel Rebild Kommunes Udvalg for Teknik og Miljø som Økonomiudvalget har drøftet situationen.

Udvalgene anbefaler, at der indsendes en tilkendegivelse til Regionsrådet, hvori der udtrykkes forståelse for at IC-lyntog effektiviseres, men at det er uhensigtsmæssigt med reduceret betjening med IC tog. Samtidig anmodes om, at Rebild Kommune involveres i tæt dialog om fremtidig betjening med nærbanen.

Udvalgene har således besluttet, at borgmesteren bemyndiges til at indsende tilkendegivelse om, at Rebild Kommune fortsat ønsker IC-stop i Rebild Kommune. Henvendelsen sendes også til Transportministeriet. 

Det har ikke været muligt at få en kommentar fra borgmester Jesper Greth om, hvilke scenarier, Rebild Kommune anbefaler, og hvilke argumenter der er for at fastholde IC-togenes stop i Rebild Kommune.

 

FAKTA

Fire scenarier og konsekvenser for Rebild Kommune:

Basisscenarie uden udvidelse af nærbanen til Hobro:

Den oprindelige køreplan implementeres hvilket for Rebild Kommune betyder at IC-toget kun standser i Skørping. Nærbanen udvides ikke.

Nærbanen får halvtimesdrift mellem Skørping og Aalborg i dagtimerne hverdage og lørdage og timesdrift øvrig tid.

Togrejsende fra Støvring ud af regionen vil skulle skifte i Skørping, Aalborg eller Hobro.

Scenarie 1 med udvidelse af nærbanen til Hobro:

Nærbanen kører med halvtimesdrift fra Skørping og Støvring mod Aalborg. Der køres med timesdrift mellem Skørping og Hobro. IC-tog vil ikke længere betjene Rebilds stationer, så kørsel ud af regionen medfører togskifte i Hobro.

Scenarie 1+ med udvidelse af nærbanen til Hobro:

Ud over betjeningen i scenarie 1, har denne model tre ekstra afgange i myldretiden, hvor der bliver halvtimesdrift mod Hobro.

Scenarie 2 med udvidelse af nærbanen til Hobro:

Nærbanen kører med halvtimesdrift på hele strækningen mellem Hobro og Aalborg. IC-tog vil ikke længere betjene Rebilds stationer, så kørsel ud af regionen medfører togskifte i Hobro.

e-max.it: your social media marketing partner