Af Niels Nørgaard Nielsen

Rækken af arrangementer under Kulturugerne i Øster Hornum fortsætter. Onsdag den 21. september gjaldt det ”Tårntur og Thrysøe fortæller om kirken”.

Søren Thrysøe, der var guide på arrangementet, er femte generation ”murermester Thrysøe” i Øster Hornum. Alle har de været med til at foretage murerarbejdet ved større eller mindre renoveringer og vedligehold af kirken. Den mest gennemgribende renovering fandt sted i 1937, hvor det var Sørens bedstefar, ligeledes Søren Thrysøe, der stod for murerarbejdet. Ved den lejlighed var det arkitekt og bygningsinspektør Einar Packness, der styrede arbejdet. Gulvet blev sænket en halv meter, og den overskydende jord blev kørt ud i lavninger på naboejendommens jord nordvest for kirken. Her fandt metaldetektorfører René Skjødt for omkring ti år siden sammen med andre interessante ting et smykke i den såkaldte Urnes-stil. Smykket kan dateres til midten af 1100-tallet og er således jævnaldrende med kirken, der menes opført omkring 1172. Smykket er på et tidspunkt tabt og har gemt sig i kirkegulvets mørke i århundreder.

I 1972 blev kirken igen gennemgribende renoveret. På sydsiden var kvadrene på kor og apsis ved at skride ud, så de skulle sættes om. Her var guide Søren Thrysøe med som murersvend, og han kunne nu detaljeret fortælle om en sådan ”kassemurs” konstruktion og om, hvordan muren sættes om, når den på grund af indtrængende vand og forkert vedligeholdelse begynder at skride ud. En af de store fejl ved renoveringer af kirkers mure skete i sidste halvdel af 1800-tallet, hvor man begyndte at omfuge med cement i stedet for hydraulisk kalkmørtel, hvilket gjorde at muren ikke kunne ”ånde”. Cement er nu fortid i kirken.

Den øverste del af kirkens tårn er kalket. Det har den været så længe det nuværende tårn har stået for kirkens vestende. Før mobile lifte blev taget i brug, måtte mere simple hjælpemidler tages i brug for at kalke oppe i højden. Man kan stå på en stige, men der er grænser for hvor højt det er forsvarligt at komme op. I Øster Hornum ved man, at for omkring 100 år siden forsøgte en mand at kalke tårnet stående på nogle sammenbundne stiger. Han styrtede ned, overlevede, men kom slemt til skade. Søren fortalte om den ”vindevogn”, han selv som ung har været med til at benytte. En ”vindevogn” er en platform med gelænder, som hejses ned fra kirketårnet i kraftige reb. De øverste spidser af gavlene kunne ikke nås fra ”vindevognen”, så fra denne rejste man en lang, stejl stige, så man kunne nå helt til tops. Et nutidigt arbejdstilsyn ville nok ikke se med milde øjne på den konstruktion.

Inde i kirken blev der fortalt mere om den store renovering i 1937. Blandt andet om at ved den lejlighed blev kirkens gamle altertavle, der i mangfoldige år havde stået på kirkens loft, renoveret af Nationalmuseet og igen opsat på alterbordet. Fra reformationens tid blev det påbudt, at enhver kirke skulle have en prædikestol i kirkens sydside, placeret ved et vindue, så dagslyset kunne skinne på præstens papirer. I 1937 forlangte førnævnte Einar Packness, at den skulle flyttes til nordsiden. Herved kom dens fine udskæringer bedre til syne set fra menighedens pladser.

Herefter fortalte Niels Nørgaard Nielsen om en sølvske fra midten af 1600-tallet, fundet på kirkens loft i 1972, om kirkens klokke og om den ”degnestol”, der nu står i det øverste tårnkammer. Det er egentlig en to meter lang læsepult, som degnene stod ved, når de sang i kirken. Det særlige ved denne pult er, at mange af de vekslende degne, der før i tiden var skiftende elever fra Aalborg Latinskole, havde ridset deres navn og årstal i pulten med deres tollekniv. De første fra 1622, den sidste fra 1880. Mest kendt er N. P. A. Gade, der var lærer og kirkesanger i 1884. Efter bestået teologieksamen vendte han tilbage til sognet som præst. Præstegerningen fik dog en brat afslutning i 1897, og Gade måtte tilbringe de næste to år i Vridsløse Statsfængsel.

Langt de fleste af de omkring 50 deltagere gik herefter ad den smalle og stejle trappe op i tårnet, hvor man kunne se kirkens klokke, ”degnestolen” og navnlig den flotte udsigt over Øster Hornum.