AARESTRUP: Koncertturné på cykel fra Skagen til Flensborg - med stop i Aarestrup. 

Det er ikke hver dag, man oplever, at koncertmusikerne ankommer på tandem. Men mandag den 9. august er det ikke desto mindre tilfældet. 

De to professionelle musikere, Ida Riegels (cello) og Frederik Munk Larsen (guitar) ankommer cyklende til koncerten ”Tandem på klangveje” i Aarestrup kirke. 

Koncerten i Aarestrup kirke er en del af duoen Munk-Riegels’ sommerkoncertturne, der begynder i Skagen den 3. august og slutter i Flensborg den 31. august. Den 500 km lange rute tilbagelægger de skiftevis på tandem og til fods.

Undervejs spiller de koncerter i kirker, på slotte og i skoven. I Aarestrup kirke spiller duoen Munk-Riegels klassiske værker af bl.a. Vivaldi, Bach, Piazzolla, Granados samt et stykke, de har komponeret til netop denne tur. I løbet af koncerten fortæller de også om musikken og om livet som omrejsende musikere.

De to musikere har valgt denne utraditionelle koncertform, fordi det ”giver liv til musikken at være ude på eventyr”, som de fortæller. 

Duo Munk-Riegels

Duoen blev dannet i sommeren 2020 under en koncerttur rundt i Danmark. Begge musikere har et hav af koncerter bag sig i både Europa og fjerne steder som Brasilien, Bhutan, Japan, Kina, Indien og USA. Til fælles har de en passion for at tage ud på turneer, hvor der er tid til at møde publikum, nyde naturen og udfordre sig selv.

Guitarist Frederik Munk Larsen er lektor ved Aarhus Musikkonservatorium og har vundet priser i internationale konkurrencer som Yamahas Europæiske musikkonkurrence samt DRs kammermusikkonkurrence. Han har indspillet 16 CD’er og optræder både som solist med orkestre og i ensembler. Dertil er han blevet kendt for sine lange koncertrejser til fods gennem Danmark. 

Cellist Ida Riegels er uddannet fra Det Kongelige Danske Musikkonservatorium og har etableret sig som cyklende cellist med turneer i både ind og udland. Hun medvirker ofte i dansk og tysk radio og TV, og vandt i foråret 2020 DR P2’s Ildsjælepris. Hun spiller på en cello, hun selv har bygget fra grunden. Hendes debutalbum med egne værker for solocello er netop udkommet på Danacord i juli måned, samtidig med at hun er inviteret til optagelsesprøve i Kvindelige Eventyreres Klub.

Sommeraftentur med 

kirkebesøg og koncert

Der er gratis adgang til koncerten, der afholdes i henhold til de gældende Covid19-restriktioner. Pladserne i kirken fordeles efter ”først til mølle”- princippet. Dørene åbnes en halv time inden, koncerten begynder. 

Koncerten med duoen Munk-Riegels er en del af Midthimmerlandske Sommerkoncerter 2021, som organisterne i Rebild Provsti har taget initiativ til, og som Rebild Provsti støtter økonomisk. 

Hvis vejret tillader det, er der mulighed for, at man før eller efter koncerten kan nyde sin medbragte aftenkaffe i de fine omgivelser ved gadekæret i Aarestrup lige nedenfor kirken. Man kan således arrangere sin egen sommeraftentur med koncertbesøg i en af provstiets smukke kirker og medbragt aftenkaffe under åben himmel.

e-max.it: your social media marketing partner